BMW-motorcykler for begyndere

- en guide.

 

Velkommen til min lille begynderguide udi BMW-motorcyklernes vidunderlige verden.

Egentlig startede det her som en tosset ide, men det slog mig at jeg ikke kunne være den eneste der (med skam at melde...) til at begynde med ikke kunne kende forskel på en motorcykel og andre tohjulede kørende ting på de danske landeveje.

Men et eller andet sted skal man jo begynde, og derfor satte jeg mig ned og begik denne lille (meget!) personligt prægede guide, der skærer tingene ud i pap for de af os, der ikke er så velbevandrede i bimmercyklernes verden, men gerne vil lære mere.

Guiden er så absolut skrevet med et kærligt og meget humoristisk glimt i øjet, men ikke desto mindre mere eller mindre korrekt. At den så måske ikke er teknisk korrekt i sine betegnelser, er mit valg for netop at lette forståeligheden hos modtageren.

----------

Du kan først og fremmest kende en BMW-motorcykel på det blå-hvide logo.
Det sidder som regel et på hver side af tanken, og et i rø...æh, enden af motorcyklen, og det ser således ud:
Klik her for at se BMW-logoet.

Det forestiller en stiliseret propel, da BMW-fabrikkerne oprindeligt fremstillede flymotorer, og derfor valgte en propel som deres bomærke, eller logo.

----------

Om BMW-motorcykler

----------

En BMW-motorcykel er en tohjulet motordrevet tung tysk ting.
Se et billede af et hjul her:
Hjulbillede.

En motorcykel har som nævnt to hjul: Et forhjul og et baghjul.
Hvordan kender man forskel på de to ting? 

Se, det har noget med placeringen af hjulene at gøre!
Se hjulplacering her:
Billede 1.
Hjulene skal allerhelst begge have kontakt med kørebanen/jorden/hvad man nu kører på under kørsel, ellers risikerer man at det ender med noget frygteligt rod, og så kan man komme ud for at skulle have fat i dem her, og det er noget rod!:
Se billede her.

Hjulplaceringen kan også have noget med kørselsretning at gøre, men pas på! 
Bare fordi man bakker med en motorcykel, er det ikke ensbetydende med at baghjulet bliver til et forhjul! Og kørselsretning er den retning man kører i, for at komme frem. Tror jeg nok. 
Ellers spørg en kørelærer eller en politibetjent, de skal sgu vide det.

Ganske vist ændrer man kørselsretning når man bakker, men man kører ikke fremad - det er derfor det hedder at "bakke"...eller noget...*fnis*

Spøg til side, lad os komme videre. ;-)

----------

Om modellerne

----------

Den allernemmeste måde at modelbestemme en BMW-motorcykel på, er selvfølgelig ved at læse modelnavnet på siden af motorcyklen.
Men hvis du f.eks. går på gaden og ser en BMW-cykel flyde forbi, er det måske ikke så nemt at se, så derfor denne lille guide.

Der findes basalt set 3 forskellige modeller BMW-motorcykler, og forskellen imellem disse 3 modeltyper er blandt andet motoren.

Der er:
K-modellerne, der har en 3- eller 4-cylindret 4-takts rækkemotor.
Du kan kende en rækkemotor på, at den ligner en firkantet metal-legoklods der er kylet ind i stellet.
Det skal man ikke lade sig narre af, det er et pragtfuldt stykke mekanik, der kan det det skal - og lidt til. Motoren har ikke noget stikkende ud nogen steder fra i modsætning til R-modellen, som vi kommer til bagefter.
Motoren ser sådan ud:
Klik her for at se billede 1 - K-model.
Den kan se sådan ud set med kåbe på fra siden:
Klik her for at se billede 2 - K-model.

Så er der:
R-modellerne
, der har en 2-cylindret 4-takts boxermotor.
Du kan kende en boxermotor på, at den blandt andet har to vandret anbragte cylinderhuse stikkende ud fra motorblokken - det ser sådan ud:
Klik her for at se billede 1 - R-model.
Set fra siden ser det sådan ud:
Klik her for at se billede 2 - R-model.
Det kan dog narre, at nogen af R-modellerne har en stor kåbe på, så kommer cylinderhusene til at se sådan ud: Klik her for at se billede 3 - R-model.

Og så er der også:
F-modellerne
, der har en 1-cylindret 4-taktsmotor. De gælder ikke heeeelt for rigtige BMW-motorcykler, men pyt, de skal da med, selv om motoren er østrigsk (Rotax), og selve cyklen er samlet hos Aprilia i Italien. 
En rigtig BMW er i mine øjne født og opvok..øhm, lavet og samlet i Tyskland. Punktum.
Motoren og cyklen ser bl.a. sådan ud:
Klik her for at se billede 1 - F-model.

Endelig er der:
C-
1'eren - og den snakker vi ikke om, det er ikke en rigtig BMW-motorcykel, men en scooter.
Hvis du alligevel er nysgerrig, kan du se en her:
Klik her for at se et billede af en C-model.

Lad dig ikke forvirre af min snak om takter og cylindre og andre tekniske ting, hovedsagen er at du nu kan se forskel på en K-, en R-, og en F-model. Og undgå C-modellerne, hvis du har lyst.
Der er selvfølgelig også en længere teknisk forklaring på motorerne og måderne de er lavet på, samt måderne de virker på, for ikke at tale om alle de forskellige modeller og kåbetyper, men dem springer vi let og elegant hen over i første omgang - det her er BMW-mc'er for total-begyndere, ikke et kursus for BMW-mekanikere!

 

Fortsættes - hvad enten du vælger at se det som et løfte - eller en trussel! ;o)