|
Handsker
Der findes
efterhånden en masse gode kørehandsker på markedet, og der er ingen
grund til ikke at gå efter et godt, solidt par, der kan beskytte dine
hænder effektivt ved et styrt.
Vær opmærksom på, at et par rigtigt gode handsker koster en del penge -
men tænk så lige på:
Hvad er dine hænder og fingre værd i sidste ende - de skulle jo gerne
holde mange år endnu?
Brug altid handsker
når du kører, også selv om det er bagende varmt.
Min
kørekammerats argument for altid at køre med handsker:
Uanset om man er håndværker
eller akademiker. Vi er dybt afhængig af vores hænder.
Skader på hænderne kan derfor blive fatalt. Vi har vores erhvervsevne
i vores hænder.
Hvis du tager en tur i asfalten kan jeg godt love dig, at det ikke er
specielt behageligt for hænderne at få sådan en tur uden
handsker.
Tænk på dengang du var lille, og skulle lære at køre på cykel - det
gjorde avs at tage en tur i asfalten og få hudafskrabninger på
hænderne, ikke? Nu da du er voksen og kører mc, er der mere fart på,
der er mere vægt at tage af for ved styrt, dine reaktioner er ikke
længere så kvikke som dengang, og du heles ikke nær så hurtigt
bagefter.
Derfor kan et par handsker af god kvalitet være en forbandet god
investering.
Hav gerne en
to-tre par handsker i forskellig tykkelse, så du har et par til brug i de
forskellige typer vejr - vinter, sommer, for- og efterår.
Det gør mc-turen mere behagelig, og et par gode handsker beskytter dine
hænder rigtigt godt.
Vær opmærksom på, at der er mange forskellige typer handsker, og ikke
alle er af lige god kvalitet.
Du kan finde handsketests online på de store engelske, amerikanske og
tyske mc-blades hjemmesider.
Vælg handsker efter kørestil
Det er de færreste touring- og langturskørere, der har brug for et par
offroad- eller racerhandsker - og omvendt ville en offroader være
særdeles dårligt stillet med et par store, solide touringhandsker.
Og kører du kun en stille tur på en solskinssøndag en sjælden gang
imellem, er der ingen grund til at ofre et par tusinde på et par dyre
specialhandsker med kevlar, GoreTex®, og
jeg-skal-gi'-dig-ska'-jeg. Vælg handsker med lidt omtanke, så du rammer
dit behov.
Sørg for, at den rem og det spænde, der er på handsken, er af ordentlig
kvalitet, så dine handsker ikke bliver revet af under et styrt.
Derudover er en indbygget forstærkning over knoer og fingerled en god
ting, og ligeledes er det rart med et stykke fra fabrikken påsyet ruskind
på den ene pegefinger, til at tørre regnvand af visiret med.
Størrelsen
Prøv de
handsker der er i forretningen, og vælg det par der passer dig bedst, og
som passer til dit behov.
Handskerne må selvfølgelig ikke være for små, da det gør det svært
at betjene motorcyklen, og giver dig problemer med at holde varmen i
fingrene under kørselen, men de må heller ikke være så store at de
gør det svært at betjene greb og knapper.
Det er fint, hvis fingrene på handsken er lidt længere end dine fingre -
ca. ½-1 cm., da det giver plads til at række ud med fingrene og nå de
forskellige knapper og greb, og så gør det også, at du bedre kan holde
varmen, når det begynder at blive køligt i vejret.
Der skal kort sagt være bevægelsesfrihed nok til, at du kan køre og
betjene din mc godt og nemt.
|